Nyheder

Bravida satser på unge talenter

For Bravida er det vigtigt at fremtidssikre organisationen med medarbejdere, der besidder de rette ledelseskompetencer. Derfor er jagten nu sat ind på unge nyuddannede talenter.

Bravida går efter unge nyuddannede talenter, når der skal rekrutteres nye ledere. Talentjagten er et led i koncernens rekrutteringssatsning, hvor nye trainees - hentet enten internt eller eksternt - med de rette ledelsespotentialer og tekniske kompetencer skal sikre Bravida’s fremtid.

 

”Vi bestræber os på at møde de unge, allerede mens de er under uddannelse. På den måde kan vi fortælle, hvad Bravida står for, hvad vi kan tilbyde, og vi kan afstemme forventningerne,” fortæller HR konsulent Marianne Basballe fra Bravida Danmark.

 

Økonomichef i Norge Anders Mehldalen er udnævnt som talentmanager for hele koncernen. Her fortæller han om baggrunden for talent initiativet, og ideen om særligt at gå efter unge nyuddannede:

 

”Vi vil både sikre organisationen fremtidige ledere og være en attraktiv arbejdsplads for de højtuddannede. Allerede i dag har vi et højt ledelsesniveau, og på sigt må vi kvalitetssikre, at vi har de rette folk med det rette potentiale,” siger Anders Mehldalen.

 

På rundtur i organisationen

Det er ikke en tilfældighed, at Bravida satser på unge med akademisk baggrund, og de unge nyuddannede er en attraktiv målgruppe.

 

”Der er mange brikker, som skal falde på plads for at blive en god leder. Som nyuddannet har man optimale vilkår for at tilegne sig ny viden og nye kompetencer, da man er trænet i at bearbejde ny information. Disse læringsegenskaber understøtter de unge, når de som nyansatte skal vænne sig til virksomhedens kultur og arbejdsgange.”

 

Anders Mehldalen pointerer samtidig, at det for de nye ansatte er vigtigt at tilegne sig de rette kompetencer i en opstartsperiode, og praktisk erfaring er et væsentligt læringselement. Derfor kommer de unge trainees rundt i de mange afdelinger i organisationen og lærer forskellige fagdiscipliner samt ledelsesmæssige kompetencer at kende.

 

Bravida Danmark skal i år ansætte otte unge ingeniører med tekniske kompetencer og ledelsespotentiale.