Nyheder


1500m2 nyt zinktag på Arken

Kunstmuseet Arken har fået en ny tagkonstruktion. En del af arbejdet er udført af Bravidas erfarne blikkenslagere, som fra november 2009 til februar 2010 har lagt ca. 1500 m2 zinktag på det 10 år gamle museum.

Det oprindelige tag holdt kun 10 år

En fejl i den oprindelige tagkonstruktion, er årsagen til, at det unge kunstmuseum har fået nyt tag:

 

”Vi blev opmærksomme på problemet med det gamle tag, da en zinkplade rykkede sig løs og der nedenunder var misfarvninger på undertaget. Vi fik det analyseret og resultatet var ikke positivt. En stor del af undertaget viste sig at være angrebet af skimmelsvamp, mens zinken viste tegn på tæring,” fortæller Ingeniør Henrik Seneca fra det rådgivende ingeniørfirma Strunge Jensen A/S.

 

Problemerne skyldtes, at taget ikke var tilstrækkelig ventileret og derfor ikke kunne aflede kondensen, når det enorme zinktag blev varmet op af solens stråler. I stedet for at løbe væk, trak fugten ned i den underliggende krydsfiner.

 

Mere ventilation

Forud for den nye tagkonstruktion, er der lagt mange timer i planlægning og møder mellem de rådgivende ingeniører fra Strunge Jensen A/S, arkitekt Søren Robert Lund, Per Bager fra byggefirmaet Elindco og Bravidas produktionsleder Henrik Ditlevsen. I fællesskab har man fundet frem til en løsning, hvor det øverste af taget er blevet hævet en anelse, så der skabes ventilation og afledning for kondensen. Herudover er der lagt et diffusionsunderlag direkte ovenpå isoleringen, som ligeledes bidrager til øget ventilation. 

 

1500m2 ny zink med havudsigt

Blikkenslagerne har i løbet af vinteren lagt 1500m2 ny zink, som elegant understreger Arkens skibsmetaforik. De mange kvadratmeter zink er lagt i baner på ca. 50cm i bredden og strækker sig mere end 200 meter. Taget på Arken er imponerende – det samme er udsigten deroppefra.