Bravida gennemfører energitjek i samarbejde med Scanenergi
Også mindre virksomheder vil spare på energien. De kan få hjælp af Bravida Danmark, som Scanenergi har indgået aftale med.
Lokale installatører fra Bravida Danmark er nu klar til at give konkrete tips og råd om energibesparelser gennem et samarbejde med el-handelsselskabet Scanenergi.
Til formålet har Bravida Danmark uddannet en række energirådgivere, som kan hjælpe virksomhederne med at få en forbedret energiøkonomi.
Energirådgiverne er kvalificerede til at gennemgå eksisterende installationer med henblik på energibesparelser. De vil hurtigt kunne udpege flere muligheder for forbedringer og igangsætte tiltag, der medfører et reduceret elforbrug, og som dermed tjener sig hjem inden for en begrænset tidshorisont.
Hurtig scanning af virksomhedens energisituation
Konceptet henvender sig til små og mellemstore virksomheder. For dem kan det bedre betale sig at rette fokus på energibesparelser end at fastprissikre deres indkøb af el. Markedschef hos Scanenergi Peter Schleicher forklarer:
”Erfaringerne viser, at der er mange gode og nemme besparelser at finde ved en hurtig scanning af virksomhedens energisituation. Det drejer sig om forbrugsmønster og - vaner samt installationer; fra belysning, ventilation til trykluft og VVS. Vi kan tilbyde en konkurrencedygtig energikontrakt, vi kalder SPOTtime, til små og mellemstore virksomheder, som dermed får deres el til den aktuelle markedspris.”
Energirapport med i købet
Når kunderne hos Scanenergi indgår en aftale om levering af SPOTtime, får de også en energirapport udarbejdet af Bravida Danmark med præcise anbefalinger til reduktion af energiforbruget.
Samarbejdet mellem Bravida og Scanenergi gælder i første omgang Fyn og en del af Jylland.
Hvis du vil vide mere, kontakt Preben.Nielsen@bravida.dk