Bravida installerer fremtidens mobilnet
Bravida er i færd med at udskifte software og radioudstyr i Telias ca. 2500 basestationer i Danmark. Den nye teknologi fra Nokia Siemens Networks skal bl.a. levere 4G telefoni til danskerne.
Danskernes appetit på mobiltelefoni og mobildata medfører, at mobilnettet løbende skal opjustere kapaciteten. Derfor udskifter Telia i øjeblikket software og radioudstyr i de basestationer, der hører til samtlige af selskabets 2500 sendemaster eller antenner.
Swap-Teams rykker ud
Det omfattende arbejde, udføres bl.a. af elektrikere fra Bravida Infrastruktur, som hver dag rykker ud til en Telia basestation for at udskifte eller ”swappe” det gamle Ericsson udstyr til nyt fra Nokia Siemens Networks.
”Rent teknisk er der ikke den store forskel på de nye og de gamle radiosendere. Begge generationer er cellebaserede GSM systemer, men de nye radiosendere har et bedre signal end de gamle, og bruger samtidig ca. 50 procent mindre strøm,” fortæller elektriker Dennis Lehmann Andersen fra et af Bravidas Swap-Teams.
Planlægning ned i detaljen
Udskiftningen af de enkelte basestationer skal planlægges ned i mindste detalje, så perioden, hvor antennen tages ud af drift, bliver så kort som overhovedet mulig:
”Antennen må maksimalt være ude af drift i 4 timer, så det handler om at have styr på alle komponenter, inden vi går i gang. Derfor bygger vi også mest muligt af den nye enhed, inden vi tager signalet,” fortæller Dennis Lehmann Andersen.
Billedet: Dennis Lehrmann Andersen (tv) og Adrian Gesiarz udgør et af Swap- Teamene, som udskifter software og radioudstyr.