En energioptimeret kongelig hofleverandør
Energirenovering har spillet en stor rolle i renoveringen af Frederik VIII´s Palæ.
Kronprinseparret har selv været meget engageret i renoveringen, der for Bravida Danmarks vedkommende har omfattet al installationsarbejde på vvs og ventilation. Kronprinseparret mødte ofte op med bygherren for at diskutere, hvordan projektet skred frem – netop fordi de havde høje krav til deres kommende hjem.
Fra damp til vand
”Der måtte ikke være synlige installationer. De skulle være muret inde i væggene eller være placeret under gulvbrædderne. Det betød at vi ofte stødte på uforudsete problemer – specielt fordi tegningsmaterialet var meget gammelt og murene metertykke. Hver gang vi foretog en ændring, skulle den godkendes af Kulturarvstyrelsen, fordi det er en fredet bygning” forklarer overmontør John Tankmar fra Bravida Danmark.
Varmeanlægget bruger damp fra et nærliggende kraftværk og omdanner det til varmt vand, som løber ud i rør og radiatorer. Derudover er varmesystemet styret via CTS, så varmen i det store palæ hele tiden kan kontrolleres, og der ikke fyres for gråspurvene fx når parret er ude at rejse.
Ventilation i top
Udover et lavere CO2-udslip, er der også andre fordele ved energirenoveringen: ”Bravida har stået for installation af ventilationsanlægget bl.a. i storkøkken, toiletter og andre birum, og overalt eer der taget store hensyn til energiforbrug og støj. Kronprinseparret stillede strenge krav om, at ventilationsanlæggene på loftet havde et meget lavt støjniveau. Selvom palæet altid vil fremstå med det samme ydre, er det topmoderne indenfor og lever op til alle gældende krav til både energiforbrug og indeklima”, siger John Tankmar.
Sammen med en underentreprenør på VVS-området har Bravida Danmark haft 6-7 montører, der dagligt gik rundt i det, der nu er klar til at blive kronprinsefamiliens nye hjem.