Nyheder


Esbjergs gader har fået nyt energirigtigt designerlys

Nyskabende lysdesign har givet Esbjergs bymidte et helt nyt og spændende liv

Med Esbjerg Kommune som bygherre, Philips Lightning som ansvarlig for det nye belysningsdesign og Bravida i Esbjerg som installationsansvarlig er der sat nye standarder for gade – og effektbelysning i Esbjerg og taget endnu et skridt i forskønnelsen af den centrale del af byen.

 

Hvad der før lå hen som en mørk og trist butiks- og værtshusgade, er nu forvandlet til en oplevelsesrig gade, som konstant udfordrer og beriger sanserne. Om natten, når Skolegade og Torvet indtages af festglade unge mennesker, understreger lyssætningen det pulserende natteliv, mens den øvrige belysning forstærker byens arkitektur.

 

Farvede effektlys og levende lysmosaik

Grundbelysningen i Skolegade består af 32 stk. gadelys med hvidt lys med asymmetrisk top, placeret parvis som en allé. På torvet lyser højtsiddende projektører ned på granitbelægningen. På samme høje master sidder også det farvede effektlys, hvorfra farvet lys blander sig med det hvide lys og danner en spændende og levende lysmosaik. 

 

I gadens granitbelægning er der nedlagt lysstriber som supplerer lyset fra lamper og projektører. Hele lysinstallationen kan ændres og varieres alt efter årstid eller lejlighed. I juletiden har farverne primært været røde og grønne, mens gaden svøbes i orange og blåt lys i forbindelse med festugerne i Esbjerg. De forskellige lystemaer styres via et CTS-anlæg fra Rådhuset.

 

Energibesparende løsning

Energimæssigt er de nye armaturer mere energieffektive end konventionelle løsninger. Hvor en konventionel løsning ville bruge mellem 40 og 150 watt, bruger løsningen med 32 stk. Light Columns, 8 stk. deco Flood MVF, 16 stk. Color Blast RGB LED-projektører, 19 stk. Beamer LED projektører kun mellem 4 og 25 watt.

 

Billedtekst: Det et fascinerende syn, når det nye lysdesign udfordrer byens rum. (Foto fra Bravisen)