Kobber til Arla’s nye hovedsæde
Arlas nye hovedsæde i Viby har fået en facade af kobber, som Bravida Danmark har lagt på uden brug af søm og skruer. Facadens areal svarer til en lille fodboldbane.
Arla var ikke i tvivl om, at facaden på mejeriets nye hovedsæde i Viby skulle være af kobber. Bravida Danmark har her udført det mest ædle blikkenslagerarbejde: kobber med såkaldte flyvende samlinger uden brug af hverken søm eller skruer. ”Det er et godt valg,” siger blikkenslagermester Steffen Hvid Petersen, Bravida Danmark, og fortsætter: ”Kobber er et dejligt materiale, der holder i mange år.”
Ni km på seks måneder
Bravida Danmark i Distrikt Århus har afsat et særligt værksted til kobberfacaden. En profileringsmaskine indkøbt til lejligheden har på værkstedet klinket 30 tons kobber ud til ni km profiler over de sidste seks måneder. Det svarer til ca. 3000 m2 eller til en lille fodboldbane.
Model i forholdet 1:1
Bravida har også opført en moch-up (en model) med kobberplader og vinduer i forholdet 1:1. Den har stået knap 100 meter fra den ægte vare, og modellen viser, hvordan de forskellige størrelser kobberplader skal placeres i forhold til hinanden og i forhold til vinduer.
Arla har et særligt tilhørsforhold til det område, som det nye hovedsæde bliver en del af. Mange af de omkringliggende bygninger har tidligere været mejerier, som i gamle dage rummede meget apparatur af …. kobber.