Nyheder

Ny Storebæltsforbindelse

Danmark har fået en ny Storebæltsforbindelse. Den er dog hverken til biler eller tog, men til højspænding. Den nye forbindelse består af to transformerstationer på henholdsvis Fyn og Sjælland samt en jævnstrømskabelforbindelse herimellem. Bygherren er Ene

Da forbindelsen blev taget i brug i eftersommeren, blev det kulminationen på flere års godt samarbejde, men samtidig også indfrielsen af mere end 90 år gamle danske skuffeplaner. Hidtil har en forbindelse ikke været økonomisk rentabel, men en stigende produktion af vindmøllestrøm ved Vestkysten, liberalisering af el-markedet og kravet om forsyningssikkerhed, har nu banet vejen for den nye forbindelse over Storebælt.

 

Konkurrenter og gode kolleger

Bravida har til de to transformerstationer opført to udendørs koblingsanlæg(AC-felter), som forbinder omformeranlægget med de eksisterende højspændingskabler. De to transformerstationer på Fyn og Sjælland er opført i samarbejde med bl.a. YIT og Delpro. Et samarbejde, der ifølge projektleder Jacob Schønberg fra Energinet.dk har været særdeles godt:

”Ofte kan bygherres væsentligste opgave være at mægle og glatte ud mellem de involverede firmaer, men her har samarbejdet været helt gnidningsfrit. Alle har været meget fokuserede på det samlede projekt og på intet tidspunkt har man mærket, at de involverede firmaer faktisk er direkte konkurrenter. Det har virkelig været en fornøjelse.”

 

Bravidas Alf B. Christensen er enig. Som projektleder har Alf B. Christensen haft det budgetmæssige ansvar for opførslen af de to AC-felter. Arbejdet er forløbet uden de store overraskelser, og han fremhæver bl.a. det gode samarbejde som en væsentlig forudsætning for at få de økonomiske ender til at nå sammen.

 

En lille verden

Der findes kun fire–fem virksomheder i Danmark som har den fornødne knowhow og kapacitet til at planlægge og opføre transformerstationer, og derfor kræver de enkelte opgaver ofte at man samarbejder med sine direkte konkurrenter:

 

”Vi kender efterhånden hinanden godt, for branchen er jo ikke så stor. Men selv om vi er konkurrenter, er vi gode til at hjælpe hinanden når problemerne opstår. Eksempelvis har et de andre firmaer på pladsen en elektriker med mere end 45 års erfaring. Han ved nærmest alt og er altid villig til at give et godt råd med på vejen,” fortæller formand hos Bravida Bjarne Nielsen.

 

El-systemer ude af takt

Det er ikke noget man mærker eller tænker på, når man krydser Storebæltsbroen mod enten øst eller vest, men strømmen bliver faktisk lidt anderledes på den anden side. Vekselstrømssystemerne i Øst- og Vestdanmark er nemlig ikke synkrone, hvilket betyder, at de to elsystemer ikke svinger i samme elektriske takt. Det er desuden ikke teknisk muligt at sende vekselstrøm over så lange afstande, og det Øst- og Vestdanske el-system kan derfor kun forbindes med en jævnstrømsforbindelse.

 

Transformerstation i Herslev omformer den sjællandske vekselstrøm til jævnstrøm, før den sendes i kabler under Storebælt til transformerstation i Fraugde på Fyn – og på samme måde den anden vej.

 

Fakta om den elektriske Storebæltsforbindelse

I 2005 besluttede Energinet.dk at koble Øst- og Vestdanmark sammen med et elektrisk Storebæltskabel. 

Formål

Der er flere fordele for elforbrugerne ved en elforbindelse under Storebælt: Konkurrencen på el-markedet bliver skærpet, og omkostningerne til at drive det danske elsystem falder. Alt andet lige vil det betyde lavere elpriser. Samtidig vil det kommende elkabel give en mere sikker elforsyning.

Anlægget

Elkablet består af et søkabel i Storebælt og to landkabler - et på Fyn og et på Sjælland. Landkablerne forbindes til eltransmissionsnettet ved hjælp af to elektriske stationsanlæg. På Fyn sker det på en eksisterende station ved Fraugde, mens der på Sjælland bygges en ny station ved Herslev.

Idriftsættelse

Anlægsarbejdet gik i gang i foråret 2008 og vil strække sig frem til 2010. Den elektriske Storebæltsforbindelse sættes i drift i slutningen af 2010.

Pris

Den elektriske Storebæltsforbindelse er budgetteret til 1,3 mia. kr.

Kilde: energinet.dk