Nyheder


Ny elektrisk storebæltsforbindelse

Danmark får snart en ny Storebæltsforbindelse. Den er dog hverken til biler eller tog, men til højspænding.

Den nye forbindelse består af to transformerstationer på henholdsvis Fyn og Sjælland samt en jævnstrømskabelforbindelse herimellem. Bygherren er Energinet.dk, mens Bravida har stået for at opføre to AC-felter til det 1.3 mia. kr. dyre projekt.

 

To transformerstationer

Indtil foråret 2009 var det en bar flad mark udenfor landsbyen Herslev. Siden er det gået stærkt, og nu er transformerstation områdets mest iøjnefaldende bygningsværk. I Fraugde på Fyn står en station magen til og venter på, at sende højspænding mellem de to landsdele. De to stationer omformer til/fra jævnstrøm, et nødvendigt onde, fordi vekselstrømssystemerne i Øst- og Vestdanmark ikke er synkrone, og dermed ikke svinger i samme elektriske takt.

 

Højspænding under bæltet for første gang

Når forbindelsen tages i brug i sidste halvdel af 2010, er det indfrielsen af næsten 100 år gamle danske skuffeplaner. Hidtil har en forbindelse ikke været økonomisk rentabel, men en stigende produktion af vindmøllestrøm ved Vestkysten, liberalisering af el-markedet og kravet om forsyningssikkerhed, har nu banet vejen for den nye forbindelse over Storebælt.

 

Et velfungerende samarbejde

Ifølge Bravidas projektleder Alf B. Christensen, der har arbejdet med højspænding siden 1972, har samarbejdet på projektet været enestående godt:

 

”Alt har fungeret optimalt. Vi har virkelig haft et enestående godt samarbejde med Energinet.dk og med de andre firmaer på projektet. Egentlig er flere af os konkurrenter, men alle har trukket på samme hammel og hjulpet til, når andre har haft problemer. Det har været en fornøjelse”.  

 

Billedtekst: Den nye elektriske storebæltsforbindelse bliver på 600 megawatt, hvilket svarer til en tiendedel af danskernes elforbrug på en kold efterårsdag.