Ny teknologi giver flere tog til tiden
Et nyt højteknologisk overvågningssystem til det elektrificerede skinnenet i Danmark skal i fremtiden reducere antallet af nedrevne køreledninger og dermed sikre flere tog til tiden.
Nedrevne køreledninger, der medfører forsinkede og aflyste tog, kan snart være på retur. Banedanmark har netop testet prototypen på et nyt overvågningssystem og inden udgangen af 2010 vil de første to optagestationer blive opsat. Når erfaringerne herfra er evalueret, vil yderligere 10-13 optagestationer blive opsat på strategiske positioner langs det elektrificerede skinnenet. Bravidas Baneteknik-afdeling skal konstruere og montere stativerne samt fremføre kommunikationslinjer og strømforsyning til de højteknologiske optagestationer, mens Image House i samarbejde med Banedanmark har stået for udvikling af teknik og software.
Banebrydende teknologi
Det nye overvågningssystem er baseret på nyudviklet teknologi og er et godt stykke foran konkurrerende udenlandske systemer. Når et tog passerer en optagestation, sender sensorer et signal til tre lasere og et avanceret digitalkamera, og i et splitsekund oplyser laserne kulbanerne på togets strømaftagere, så eventuelle brud bliver synlige for digitalkameraet. Fem sekunder senere er det digitale billede analyseret og sendt via lysleder til en central hos eksempelvis Banedanmark.
Billedet: Overvågningssystemet vil, når det er fuldt implementeret resultere i færre nedrevne køreledninger, flere tog til tiden og lavere vedligeholdelsesudgifter for Banedanmark. (Foto René Strandbygaard)