40-års jubilæum - Den Kongelige Belønningsmedalje og torskegilde

Lageransvarlig og ejendomsforvalter hos Bravida i Brøndby, Mogens Lind, er den stolte modtager af Den Kongelige Belønningsmedalje, som han fik overrakt i forbindelse med sit 40-års jubilæum.

Nyhed

Tilbage i 1982 startede Mogens i marineafdelingen, hvor deres opgave var at lave ventilationsanlæg til krydstogtskibe. Senere blev han chauffør og derefter kørselsforvalter for til sidst at varetage stillingen som lageransvarlig og ejendomsforvalter, som også er den stilling, Mogens har i dag. Mogens har altid været glad for sit job, som aldrig er blevet kedeligt eller ensformigt:

Mogens Lind.jpg

 

Jeg trives med at have en stor kontaktflade og møde de mange forskellige mennesker, som kommer igennem vores lager på en dag. Der sker altid noget nyt, og jobbet har ændret sig løbende. Jeg har et tæt samarbejde med mine gode kollegaer, og vi laver en masse sjov og ballade - jeg tror faktisk aldrig, jeg har haft en kontrovers. 
 
Mogens´ arbejdsdag starter typisk kl. 7 om morgenen, hvorfra dagen går med afhentning af post, varedistribuering i huset, af- og pålæsning af varer og ikke mindst en hel del telefonopkald og samtaler med folk fra huset. Arbejdsopgaverne har ændret sig meget gennem de sidste 40 år - tilbage i 80’erne var opgaver nogle helt andre, men Mogens har kun en masse gode minder. Ét af de dem er de årlige torskegilder som Bravida i over 20 år inviterede kunder og medarbejdere til. Gildet blev altid afholdt d. 31. januar, men det var noget af et arbejde at gøre klar til festen: 
 
- Forberedelserne startede allerede to måneder inden torskegildet skulle afholdes. Vi startede med at pynte et stort lagerrum op med fiskenet i loftet – det var et stort arbejde. På selve dagen kom kunder og medarbejdere forbi med deres familier, og så var der ellers både jazzorkester, biograf til børnene, fiskedam og pølsevogn. Som prikken over i’et fik alle en stor torsk fra en fiskebil, når de gik hjem. Det er sådan et arrangement, jeg altid vil se tilbage på med glæde.
 
Stort tillykke, Mogens!