Efter livstruende sygdom og benamputation vendte Michael tilbage til sjakket
Michael Frengler har været VVS’er i mere end 25 år, hvoraf størstedelen af dem har været hos Bravida - men livet tog en drejning i starten af 2022, hvor han pga. akut sygdom fik fjernet højre ben over knæet og blev lam i den ene side.
Nyhed
Efter flere års alvorlig sygdom og halvandet år i intensiv behandling og genoptræning vendte han i december 2023 tilbage til et fleksjob i Bravida - denne gang i et job som rørsvend, hvor han laver rørarbejde og kvalitetssikring.
Michaels tilbagevenden til et arbejdsliv var imod alle odds, og har både krævet genoptræning, en stærk psyke og et særligt avanceret kunstigt knæ. Under forløbet kom bl.a. afdelingschefen på besøg, og Sundhedsordningen gav adgang til ergoterapeut, psykolog mv. under hele fraværet:
”Jeg oplevede en stærk opbakning, hvor kolleger, chef, Rørklub og HR-afdelingen var med hele vejen uden tøven. Da jeg var tilbage, tog mit sjak godt og konstruktivt i mod. Sjakket, kollegaerne, klubben og min afdelingschef havde holdt godt fat i kontakten i hele forløbet. De besøgte mig, ringede, støttede op og var til stede”.”
Henrik Bach Ditlevsen, formand og mangeårig kollega til Michael fortæller, at Michaels plads i sjakket stod klar i hele perioden:
”Vi var aldrig i tvivl. Selvfølgelig skulle Michael tilbage, når han kan og han vil. Michael har altid været den sociale sammenhængskraft i sjakket før sygdommen. Hvis vores fællesskab ikke kan løfte en som Michael tilbage i arbejde, er faget jo intet værd.”
Selv ser Michael en fremtid på fuld tid, og allerede til august skal hans læge vurdere, om han kan gå op i tid.