Bravida Danmark køber VVS-firmaet P. Hermansen

Bravida Danmark A/S har indgået aftale om at overtage det Skanderborg-baserede VVS-firma P. Hermansen. Virksomheden er den førende VVS-installations- og servicevirksomhed i Skanderborgområdet.

Pressemeddelelse

Billedet: Jørgen Hermansen (tv) og administrerende direktør i Bravida Danmark Johnny Hey.

Virksomheden med hovedsæde i Skanderborg og kontor/showroom i Aarhus, udfører VVS fag- og hovedentrepriser og løser også serviceopgaver. Den faglige ledelse udgøres af 5 entrepriseledere med ejeren Jørgen Hermansen som øverste ansvarlig. 33 montører udfører alle typer af VVS-arbejde, samt opgaver indenfor boligventilation, isolering og anlægsarbejder.

I regnskabsåret 2016/17 lå omsætningen på godt 55 MDKK med et meget tilfredsstillende indtjeningsniveau. For indeværende regnskabsår forventes stigning i såvel omsætning som indtjening.

Solide kunderelationer og attraktiv ordrebeholdning

På entrepriseområdet beskæftiger P. Hermansen sig med fag- og hovedentrepriser, som omfatter store installations- og udskiftningsopgaver i forbindelse med nybyggeri og renovering. Virksomheden har gennem tiden opbygget stærke og mangeårige relationer til en række af regionens store kunder. Samtidig har virksomheden en attraktiv ordrebeholdning for de kommende år. På serviceområdet udfører P. Hermansen VVS-service og mindre installationer for både erhvervs- og privatkunder.

Administrerende direktør i Bravida Danmark, Johnny Hey siger:

”P. Hermansen er en yderst veldrevet og veletableret VVS-virksomhed, som passer rigtig godt til Bravida. Virksomheden har et strategisk fokus på lønsomhed på de enkelte opgaver fremfor omsætning – det er helt i tråd med den strategi, vi også følger i Bravida. Jeg er glad og stolt over, at det er lykkes os at komme til enighed med P. Hermansen, og jeg er sikker på, at aftalen bliver til stor gavn for begge parter.”

Ejeren af P. Hermansen Jørgen Hermansen siger:

”Virksomheden blev grundlagt i 1972 og jeg er 2. generation af familien, som nu driver den. Vi har i nogen tid været på jagt efter den rette køber, da vi har vurderet, at vores potentiale for vækst og udvikling bedst kan forløses, ved at blive en del af en større koncern. Her er jeg overbevist om, at Bravidas værdisæt og måde at drive forretning på, passer godt til P. Hermansen.”

Bravida Danmark overtager P. Hermansen pr. 2. juli 2018. Samtlige medarbejdere fortsætter i deres nuværende roller med Jørgen Hermansen som ansvarlig for aktiviteterne. Fusion og integration af virksomheden over i Bravida sker senere i 2018, hvilket i praksis betyder, at virksomheden indtil da forsætter på uændrede vilkår. Ligeledes forsætter virksomheden i en periode under sit nuværende navn.