Bravida Danmark kvartalsrapport, 3. kvartal 2018 - Stærk vækst i omsætning og indtjening

Bravida-koncernen har i dag offentliggjort kvartalsrapport 3, 2018. Resultatet for Bravida Danmark kan læses i denne pressemeddelelse.

Pressemeddelelse

I årets 3. kvartal steg Bravida Danmarks omsætning med 30 % til 784 MSEK (603 MSEK). Stigningen i omsætning er primært drevet af installationsvirksomheden, hvor Bravida blandt andet er involveret i to store sygehusprojekter.

Driftsresultatet for 3. kvartal steg med 111 % til 44 MSEK (21 MSEK), hvilket resulterede i en driftsmargin på 5,6 % (3,5 %). Driftsresultatet for samme kvartal sidste år blev negativt påvirket af en nedskrivning på ét projekt.

Bravida vurderer service- og installationsmarkedet i Danmark til at være godt. Boligmarkedet er forbedret, hvilket bidrager til en øget efterspørgsel efter tekniske installationer i nybyggerier og renoveringsopgaver. Nybyggeri og renovering af offentlige bygninger bidrager også til et stabilt marked. Derudover efterspørger erhvervslivet i stigende grad nye lokaler og installation af nye tekniske løsninger indenfor automation og energioptimering.

Ordreindgangen steg med 65 % i 3. kvartal 2018 og blev på 790 MSEK (478 MSEK). Bravida har vundet en stor ordre på elinstallationer på et sygehusbyggeri. Derudover består ordreindgangen primært af mindre og middelstore ordrer både indenfor installationsprojekter og service.

Ordrebeholdningen var ved udgangen af 3. kvartal 12 % højere end samme periode året før og beløb sig til 1.951 MSEK (1.747 MSEK).

Administrerende direktør i Bravida Danmark Johnny Hey siger:

”Vi oplever et godt marked både indenfor den offentlige og den private sektor. Det afspejler sig i den meget stærke vækst Bravida Danmark har præsteret i 3. kvartal 2018. Det er med stor tilfredshed at jeg kan notere mig, at vores indtjening også følger med og har udviklet sig i en særdeles positiv retning. Vi skal fortsætte den gode udvikling og samtidig skal vi sætte endnu mere fokus på at få flere serviceaftaler i hus, da de bidrager til en stabil og langsigtet indtjening.”

Bravida-koncernens samlede kvartalsrapport for 3. kvartal 2018 kan ses her.