Bravida lander stor aftale med Energinet om styrkelse af grøn infrastruktur
Bravida kan annoncere en stor aftale med Energinet om nedtagning og skrotning af højspændingsmaster og luftledninger i Vestjylland. Arbejdet er første led i en styrkelse af den grønne omstilling. Aftalen har en værdi på et stort, tocifret millionbeløb. ”Endnu et bevis på, at Bravida er en værdsat samarbejdspartner på store infrastrukturprojekter,” siger direktør.
Pressemeddelelse
Bravida har landet endnu en stor, dansk infrastrukturopgave. Således kan den brancheførende service- og installationsvirksomhed i dag annoncere en aftale med Energinet om nedtagning og skrotning af højspændingsmaster og luftledninger i Vestjylland.
Projektet er en del af en større infrastrukturændring, hvor den eksisterende 150 kV-linje fra Idomlund i det nordvestlige Danmark til Endrup i Sydvestjylland skal udskiftes med den nye 400 kV-linje. Dette skal understøtte omstillingen til vedvarende energi og på sigt styrke elforbindelsen mellem Danmark og Tyskland.
Konkret omfatter Bravidas arbejde nedtagning af faseledere, jordledere, optisk jordtråd samt isolatorer. Videre skal Bravida demontere højspændingsmasterne og fjerne fundamenterne. Og endelig består arbejdet af restaurering af mastepladserne for at sikre, at området efterlades ordentligt.
Aftalen har en værdi på et stort, tocifret millionbeløb. Arbejdet er planlagt til at blive udført til og med første kvartal 2027. Udover samarbejdet i dette projekt løser Bravida andre infrastrukturprojekter for Energinet igennem flere store rammeaftaler omkring blandt andet renovering, drift og vedligehold af luftledninger samt drift og vedligehold af offshore-stationer.
”Jeg er stolt af, at vi i dag kan offentliggøre endnu en stor aftale med Energinet. At vi vinder en så stor og kompleks opgave, er endnu et bevis på, at Bravida er en værdsat samarbejdspartner på de store infrastrukturprojekter. Vi ser frem til at fortsætte vores gode og lange samarbejde med Energinet for at bidrage til udviklingen af den grønne omstilling i Danmark,” siger Ole Høgh, som er direktør for Region Infrastruktur i Bravida Danmark.
”Vi er glade for den nye aftale med Bravida. Der kommer meget mere elproduktion fra vindmøller og solceller i Vestjylland – både til lands og på havet. Derfor er vi ved at lave en helt ny, kraftig 400 kV-højspændingsforbindelse fra Idomlund ved Holstebro helt ned til den dansk-tyske grænse, så de store mængder strøm kan komme rundt i landet og ud til forbrugerne i Danmark og resten af Europa. I den forbindelse skal den eksisterende 150 kV-luftledning pilles ned, og vi skal rydde op efter os, så alle spor efter den gamle ledning forsvinder,” siger Christian Jensen, chefprojektleder i Energinet.
Bravida har lang erfaring som partner på store infrastrukturprojekter, hvor service- og installationsvirksomheden er involveret i arbejde for blandt andet Nexel, Storebælt, Banedanmark og DSB.
Bravida udfører arbejdet i den nye aftale i samarbejde med P. Olesen.
Om Bravida
Bravida er Nordens førende leverandør af tekniske totalløsninger inden for service og installation og hjælper sine kunder med at skabe velfungerende og mere bæredygtige bygninger. Det er Bravidas langsigtede mål at være klimaneutral i hele værdikæden i 2045. Bravida har 14.000 medarbejdere på koncernniveau, heraf ca. 3.000 i Danmark. Bravida opererer i mere end 180 byer i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Om Energinet
Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Energinet ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark for at indpasse mere vedvarende energi, opretholde forsyningssikkerhed og sikre lige markedsadgang til nettene.