Installationer til kunst og kultur
Bravida har hjulpet kunstneren Signe Klejs med at realisere drømmen om at gøre Ringgadebroen i Aarhus til et unikt kunstværk.
Bravidas ekspertise indenfor el-service omfatter – ud over de traditionelle elopgaver – også specielle kompetencer til at medvirke til, at kunst- og kultur arrangementer som kunstevents, stadionkoncerter og motorløb bliver en succes for arrangørerne. Et godt eksempel er samarbejdet med kunstneren Signe Klejs i forbindelse med kunstværket Hesitation of Light, der via 200 belysningsarmaturer og fire kameraer lægger et unikt lys i forskellige farver på Ringgadebroen hver aften, når mørket falder på.
Opgaven
I forbindelse med Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad fik den Aarhus baserede kunstner Signe Klejs opgaven at skabe et kunstværk, der kunne sætte fokus på godsbaneområdet og den nye bydel, Aarhus K. I mere end to år arbejdede hun med at udvikle lyskunstværket ”Hesitation of Light”. Det oplyser nu den kendte Ringgadebro over baneterrænet, når mørket falder på. Lysdesignet er unikt fra dag til dag, fordi det får sin farveskala fra dagens solnedgang. Himlens farver bliver analyseret via software og konverteret til aftenens og nattens unikke farveskala og lyssætning på broens syv buer.
Løsningen
Via et eksisterende samarbejde med Aarhus Kommune fik Bravida til opgave at etablere installationer og 200 specielle belysningsarmaturer til kunstværket på broen. Arbejdet blev gennemført i tæt samarbejde med Signe Klejs og projektets andre partnere som ingeniører og tekniske instanser. Det krævede stor fleksibilitet bl.a. fordi værket og installationerne skulle leve op til en række krav fra myndigheder og kommune, ligesom arbejdet skulle gennemføres med stor hensyntagen til jernbanedrift og -sikkerhed.
Resultatet
”Det har været en drømmeopgave at få lov til at lave dette kunstværk, der virkelig er blevet en succes og er blevet en permanent udsmykning af broen frem til 2023. Jeg valgte selv at træde ind som projektleder for at være så tæt på projektet som muligt og dermed være i tæt kontakt med, hvad der var muligt, og hvad der ikke kunne lade sig gøre. Det krævede naturligvis stor fleksibilitet og samarbejdsvillighed hos de involverede entreprenører at have en kunstner og ikke en professionel bygherre som projektleder. Men samarbejdet med Bravida og serviceleder Jacob Ovesen fungerede rigtig godt. Det gav mig i hele forløbet sikkerhed for, at alt fungerede på trods af de mange udfordringer og nødvendige ændringer i projektet undervejs. Kunstner, digital media art Signe Klejs.