Bravida leverer Energy Management til A&O’s butikker i Norden

A&O har et ambitiøst mål om at reducere energiforbruget i deres butikker med 2 % årligt, og vi er stolte af at bidrage til, at de når dette mål. Med mere end 60 butikker i Norden er potentialet for energibesparelser betydeligt – og vores system gør det muligt at reagere hurtigt og præcist på forbrugsmønstre, der skiller sig ud.

Som en del af Brødrene A&O Johansens indsats for at styrke den grønne omstilling, har de valgt Bravida som samarbejdspartner til at overvåge og optimere energiforbruget i deres butikker på tværs af Danmark, Sverige og Norge. Gennem vores Energy Management System analyserer vi el- og varmeforbruget løbende, hvilket giver os mulighed for at identificere energibesparelser og foreslå konkrete forbedringstiltag – som vi også selv udfører.

”Det er vigtigt for os at få reduceret vores energiforbrug og CO₂-udledning, og det virkede derfor oplagt at samarbejde med Bravida. Vi har samarbejdet med Bravida de sidste mange år, og vi valgte dem, fordi de udover analyseværktøjet også har mulighed for at finde konkrete energiprojekter. Bravida kan dykke ned i data og udpege de steder, vi kan forbedre, og de kan samtidig udføre arbejdet. Kort sagt tager Bravida sig af alt fra start til slut, og det sætter vi rigtig meget pris på. Og så ved vi, at de altid leverer kvalitetsarbejde,” siger Andreas Weidinger, chef for klima og bæredygtighed hos Brødrene A&O Johansen.

Vi har tilsluttet os de målere, der allerede er installeret i butikkerne, så vi kan følge el- og varmeforbrug time for time. Når vi opdager afvigelser, dykker vi ned i data og identificerer, hvor der kan optimeres. Derefter gennemfører vi de nødvendige forbedringer – hurtigt og effektivt.

”Vi er glade og stolte over, at Brødrene A&O Johansen har valgt os til at bidrage til deres klimaindsats. Den bæredygtige agenda er en integreret del af vores arbejde i Bravida, og vi sætter pris på at blive valgt som partner – både til analyser og til det konkrete optimeringsarbejde. Det viser, at vi er en stærk samarbejdspartner i den grønne omstilling,” siger Martin Wulff, tværfaglig projektchef hos Bravida.

A&Os klimamål er valideret af Science Based Targets-initiativet, og vi er glade for at spille en vigtig rolle i den rejse. Vores samarbejde med A&O spænder bredt – fra installationsprodukter og integrerede IT-løsninger til miljødata – og vi ser frem til at udvide samarbejdet yderligere.